Skip to main content

Forside

Frivillig fredag 2026 - sikke en festdag.

Frivillig Fredag – med Puch Maxi, gode minder og hjertevarme

Der skal noget særligt til at sende en hel flok frivillige tilbage til 1970’erne. I Stenlille krævede det blot en Puch Maxi og Lotte Krogh!

Fredag den 25. september fejrede vi Frivillig Fredag i Aktiviteten i Stenlille. Dagen begyndte med en byvandring, hvor Lotte, der er født og opvokset i byen, ankom på sin elskede Puch Maxi, iført sin mands gamle rygmærkejakke og med lommerne fulde af boblende humør og minder.

Med levende fortællinger tog hun os med tilbage til en tid, hvor hovedgaden var fyldt med butikker, og byens unger satte liv i gaderne. Man kunne næsten høre dem og se det hele for sig. Historien fik både ansigt, stemme og knallert – og Lotte gav os en herlig begyndelse på fejringen.

Tilbage i Aktiviteten tog aftenens vært, Sanne, imod os. Sanne er frivillig i Frivillighuset og sørgede med et varmt velkommen og et godt overblik for, at aftenen forløb som planlagt.

Og så var der maden! Lisbeths Mad sørgede for en lækker middag. Lisbeth er endnu en af vores lokale ildsjæle, opvokset i kommunen og altid klar til at være med til at forkæle de frivillige. Uden mad og drikke dur helten ikke – og når man samler så mange hverdagens helte, skal der selvfølgelig være noget godt på tallerkenen.

Aftenen bød også på taler fra Frivilligcenter Sorøs bestyrelse og en varm tak til alle de frivillige sjæle, som hver dag er med til at gøre Sorø Kommune til et trygt, levende og helt særligt sted at bo.

For bag aktiviteter, arrangementer og foreninger står mennesker, som giver noget af sig selv. Nogen åbner døren og byder velkommen. Andre tager den ekstra opgave, lytter eller får øje på den, der står lidt udenfor. Ofte sker det uden de store armbevægelser, men det gør en stor forskel. Frivillig Fredag var vores anledning til at lade takken fylde.

Vi var også glade for at byde velkommen til nye ansigter fra Kultur og Fritid: kultur- og fritidschef Tina Phil og vores nye frivilligkonsulent Tilde Voigt Mølstrøm. De blev taget godt imod og fik mulighed for at møde nogle af de mange engagerede mennesker i kommunens foreningsliv. Aftenens deltagere var kun toppen af isbjerget – under overfladen findes endnu flere fællesskaber, gode idéer og frivillige kræfter.

Et af aftenens højdepunkter var uddelingen af frivilligpriserne, som blev overrakt af Edris, udvalgsforperson for Kultur og Fritid.

Den individuelle frivilligpris gik til Michael Østergaard Jensen, formand for ungdomsafdelingen i Sorø Golfklub. Gruppeprisen gik til familien Falkenberg-Larsen: Hans-Henrik, Maria, Rasmus og Pia. Et stort og hjerteligt tillykke til alle prismodtagerne!

En særlig tak til de frivillige bag kulisserne

Der skal også lyde et stort og varmt tak til Hedi, Frank, Kim, Jytte, Jørgen og Torben – de ofte usynlige frivillige, som fik det hele til at køre. Fra tidlig eftermiddag til sen aften stillede I op og sørgede for alle de andre ildsjæle. Mens vi andre nød festen, var I med til at få den til at lykkes. Selv en fest for frivillige har brug for frivillige – og vi var heldige at have jer!

Vi gik hjem efter en fantastisk aften med gode minder og endnu en påmindelse om, hvor meget vi kan skabe sammen.

Tak til alle, der deltog, og til alle, der hjalp med at få dagen til at lykkes. Og tak til jer, der året rundt giver tid, omsorg og kræfter til andre. Denne aften var jeres – og hvor var det dejligt at fejre jer!

Lotte Krogh dukkede op på en skinnende Puch Maxi. En mindeværdig byvandring. Tak Lotte. Foto Rolf Lehrmann

Tilbage i Aktiviteten gør alle klar til fællesspisningen. I alt var der mødt 55 frem til aftenen, lidt færre end antallet af tilmeldte. Foto Rolf Lehrmann

Aftenens fantastiske vært, Sanne Olafsson sammen med Christina Hannine

Festtalen for de fremmødte frivillige på Frivillig Fredag ved Edris Qasimi, formand for Udvalget for Kultur, Fritid og Lokaludvikling i Sorø Kommune Dato: 25. september 2026 Sted: Aktiviteten, Stenlille --- Kære alle sammen Tak, fordi jeg må være med i dag – og tak, fordi vi sammen kan fejre Frivillig Fredag her i Stenlille. Jeg har glædet mig til i dag. Ikke mindst fordi jeg om lidt får fornøjelsen af at uddele Sorø Kommunes to frivilligpriser. Men inden vi kommer så langt, har jeg lyst til at sige et par ord. Jeg vil gerne dele lidt om mig selv og stille jer et spørgsmål, som jeg selv har tænkt en del over. Som I nok har lagt mærke til, har jeg en lidt anden baggrund end de fleste af jer. Jeg er født og opvokset langt fra Danmark – i Afghanistan og senere andre konfliktprægede steder i verden. Det er nu 22 år siden, jeg som 17-årig kom til Danmark. Og siden da har jeg observeret, lyttet og forsøgt at lære dette fantastiske land at kende og forstå. Og der er ét spørgsmål, jeg ofte har stillet mig selv: Hvad er det egentlig, der får et samfund til at hænge sammen? Vi kunne selvfølgelig svare: gode skoler, ordentlig ældrepleje, hospitaler, veje, politi, virksomheder, arbejdspladser og en velfungerende kommune. Men jeg tror ikke, det er hele svaret. For man kan bygge en hal. Men man kan ikke vedtage sig til den træner, der tirsdag efter tirsdag møder op og tager imod 20 børn. Man kan bygge et aktivitetshus. Men man kan ikke købe sig til den frivillige, der opdager, at et menneske ikke har været der de sidste par gange – og ringer for at høre, om alt er i orden. Man kan lave puljer, politikker og strategier for fællesskaber. Men man kan ikke med et kommunalt notat skabe den følelse, der får et menneske til at række hånden op og sige: "Det tager jeg mig af." Og måske er det i virkeligheden noget af det mest værdifulde, vi har i Danmark. Jeg kalder det “Kaldet for det nære”. Da jeg var ung og studerede statskundskab, og så i de mange år der kom efter det, var jeg optaget af de helt store spørgsmål. De store politiske tænkere. Internationale relationer. Magt. Demokrati. Krig og fred. Verdensorden. Jeg kunne bruge utrolig meget tid på at diskutere, hvordan stater fungerer, hvordan institutioner bliver opbygget, og hvordan hele samfund udvikler sig. Lokalpolitik? Det syntes jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, lød lidt kedeligt. Hvorfor diskutere en skolevej eller en idrætshal, når man kunne diskutere verdenspolitikken? Men livet har det med at gøre én lidt klogere. I hvert fald en gang imellem. Jo ældre jeg er blevet, og jo mere jeg selv har oplevet, jo mere er jeg kommet frem til næsten det modsatte. At det nære måske er det vigtigste. At ens barn har det godt i skolen. At ens gamle mor eller far bliver behandlet ordentligt. At der er nogen, som tager imod den unge, der ikke helt har fundet sin plads endnu. At ens nabo bliver set. At der er en fodboldklub, et spejderhold, et kor, en kunstforening eller et spisefællesskab, hvor man ikke først bliver spurgt om, hvad man kan præstere – men om man har lyst til at være med. Det er det nære. Og det kan måske se småt ud, hvis man ser på det fra Christiansborg, Bruxelles eller fra et universitetsauditorium. Men lægger man alle de små handlinger sammen, så får man noget meget stort. Man får nemlig et samfund. Jeg tror faktisk, at noget af forklaringen på det Danmark, vi har skabt, ligger lige dér. Danmark er et meget velstående land. Men vores største rigdom ligger ikke i jorden under os. Vi har ikke bygget vores samfund på enorme naturressourcer, eller store industrier. Vi har bygget meget af det på mennesker. På uddannelse. På tillid og på evnen til samarbejde. Man behøver ikke være formand for noget. Man behøver ikke sidde i en bestyrelse. Man behøver ikke bruge 20 timer om ugen. Nogle gange er det bare at bage kagen. Køre børnene. Sætte stole frem. Tage kaffevagten. Male klubhuset. Ringe til én, som ikke længere kommer. Tage den nye i hånden. Det afgørende er ikke opgavens størrelse. Det afgørende er, at nogen tager den på sig. Jeg hørte på et tidspunkt, at når DGIs verdenshold rejser verden rundt og optræder, så eksponerer de det danske foreningsliv rigtig meget. Jeg kan huske, at jeg først tænkte: Kan man virkelig eksportere dansk foreningsliv? Skal man tage til Dubai og forklare dem, hvordan man laver en generalforsamling og vælger en kasserer? Det lød ærlig talt lidt komisk. Men i dag forstår jeg det meget bedre. For det interessante er jo ikke vores vedtægter. Det interessante er hele tankegangen bag dem. At mennesker frivilligt organiserer sig. At vi vælger nogen til at tage ansvar. At vi accepterer nogle fælles spilleregler. At vi bruger vores fritid på børn, vi ikke selv er forældre til. At vi laver aktiviteter for mennesker, vi ikke er i familie med. At man kan være dybt uenig på en generalforsamling – og alligevel stille borde op sammen bagefter. Det er faktisk en ret avanceret samfundsmodel. Og det er også demokratisk dannelse i sin mest jordnære form. Her i Sorø Kommune ser vi den hver eneste dag. Vi har mange lokalråd, hvor mennesker bruger deres fritid på at udvikle det sted, de bor. Vi har mennesker, som driver kulturhuse, arrangerer traktortræk, Kyndelmisse, revy, fællesspisning, osv. Vi har idrætsforeninger, kunst- og kulturforeninger, sociale foreninger, spejdere, frivillige omkring vores ældre og mennesker, der organiserer sig uden overhovedet at have en formel forening. Og det er værd at minde os selv om: Frivillighed er ikke bare hyggeligt ekstraarbejde ved siden af det "rigtige" samfund. Frivilligheden er en del af det rigtige samfund. Det er også derfor, vi i kommunalbestyrelsens Vision 2040 taler om fællesskabsdrevet velfærd. Og her synes jeg, der er en vigtig balance, som jeg altid husker at minde hos og mine politiske kollegaer på. Frivillige skal ikke overtage kommunens ansvar. Vi skal ikke bede frivillige om at løse en opgave, bare fordi vi gerne vil spare penge. Kommunen skal levere den velfærd, kommunen har ansvar for. Men der findes noget, som ingen kommune kan levere på bestilling. Relationer. Tilhørsforhold. Nærvær. Den frivillige opmærksomhed fra et andet menneske. Det er forskellen mellem at have et tilbud – og at høre til i et fællesskab. Og derfor er den indsats, vi fejrer i dag, så vigtig. Nu skal vi til det, som jeg også har glædet mig meget til: Uddelingen af årets frivilligpriser. Og jeg kan allerede nu afsløre, at vores udvalg ikke har fået nogen let opgave. For hvordan sammenligner man egentlig frivillighed? Hvordan sammenligner man 18 års arbejde for børn i en golfklub med en lokal altmuligmand eller et menneske, der skaber fællesskab for ældre og mennesker med hukommelsessvigt? Det kan man næsten ikke. Men vi har været nødt til at gøre forsøget. De tre nominerede til den individuelle frivilligpris er: Michael Østergaard Jensen, som gennem 18 år har været engageret i Sorø Golfklubs frivillige arbejde og blandt andet har gjort en stor indsats for at inkludere nye grupper af børn i juniorafdelingen. Leif Jespersen, Stenlilles altmuligmand og helt, som blandt andet er engageret i Det Grønne Værksted, Frivilligcenter Sorø og en række andre lokale fællesskaber – og som tilsyneladende har svært ved at sige nej, når nogen spørger, om han lige kan give en hånd. Og Lissi Østermark, som gør en stor indsats i spisefællesskabet Spis Sammen og bliv glad, hvor ældre, enlige og mennesker med hukommelsessvigt mødes med nærvær, tryghed og fællesskab – oven i en lang række andre frivillige indsatser. Tre meget forskellige mennesker. Tre meget forskellige indsatser. Men præcis den samme grundidé: At se andre mennesker og tage ansvar for det fællesskab, man selv er en del af. Årets vinder har gennem mange år gjort netop det. I indstillingen står der blandt andet, at personen har en særlig evne til at inkludere alle – også mennesker med udfordringer eller i udsatte positioner – og er vellidt på tværs af aldersgrupper. Vinderen af Sorø Kommunes individuelle frivilligpris 2026 er Michael Østergaard Jensen fra Sorø Golfklub. Stort tillykke, Michael. Så er vi kommet til den kollektive frivilligpris. Også her har vi tre meget stærke nomineringer. Madholdet i Kaarsbergcentret i Sorø, organiseret af Hanne Jensen, som gennem god mad, samvær og hygge skaber et fællesskab, hvor der er plads til alle. Varmestuestrik-depotet her i Stenlille, hvor en hel frivillig kæde arbejder sammen: borgere donerer garn, omkring 25 mennesker strikker, andre sorterer og koordinerer, Kulturhuset stiller lokaler til rådighed, og andre igen sørger for, at tøjet når ud til herberger, krisecentre, mennesker i hjemløshed og beboere på botilbud. Og familien Falkenberg-Larsen – Pia, Hans-Henrik, Maria og Rasmus – som gennem et imponerende engagement som spejderledere, gruppeleder og i bestyrelsesarbejdet i Bisp Absalon Gruppen på Frederiksberg tilsammen har omkring 80 års spejderarbejde bag sig. 80 år. Det er næsten svært at forstå. I indstillingen af årets vindere står der blandt andet, at de har en bemærkelsesværdig og forbilledlig evne til at møde mennesker uden forudindtagede antagelser og skabe en tryg og genkendelig ramme, hvor der er plads til alle. Vinderen af Sorø Kommunes kollektive frivilligpris 2026 er familien Falkenberg-Larsen fra KFUM-spejderne på Frederiksberg. Stort tillykke til Pia, Hans-Henrik, Maria og Rasmus.

Michael Østergaard Jensen, formand for Ungdomsafdelingen i Sorø Golfklub blev den fortjente modtager af Sorø Kommunes individuelle Frivillighedspris 2026. Her sammen med prisuddeleren, formand for Udvalget for Kultur, Fritid og Lokaludvikling i Sorø Kommune, Edris Qasimi.

Og den kollektive frivillighedspris gik til Familien Falkenberg-Larsen (Hans-Henrik, Maria, Rasmus, Pia). Her flankeret af prisuddeleren, formand for Udvalget for Kultur, Fritid og Lokaludvikling i Sorø Kommune, Edris Qasimi.