Status fra frontlinjen (eller: hvordan man laver et kontor og straks ignorerer det)

Vi har nu nået endnu en milepæl i istandsættelsen af Frivillighuset: Den daglige leder har fået sit helt eget kontor. Planen var selvfølgelig, at hun skulle have ro, overblik og måske endda tid til at trække vejret.

Virkeligheden? Der gik omtrent lige så lang tid, som det tager at stille en stol på plads, før hun forsvandt ind bag skærmen og blev opslugt af arbejde. Kontoret er indrettet i det, vi i fagsprog kalder akut funktionalisme — skrivebord, stol og resten må komme, når nogen husker at holde pause.

Når man går gennem huset nu, kan man virkelig mærke, hvor langt vi er nået. Det er faktisk lidt rørende (og en smule utroligt), når man tænker på, at vi undervejs både har skullet håndtere brand og hærværk. Alligevel er vi bare fortsat —  stædigt og med blikket rettet mod målet.

Tidsplanen har fra start været stram (det kan jeg personligt skrive under på), og selvom udefrakommende episoder har forsøgt at spænde ben, har vi holdt retningen. Vi er nu næsten i mål, og det kan både ses og mærkes i huset.

Jeg plejer at sige, at jeg nok skal lære at give slip en dag. Det er ikke sket endnu. Til gengæld kan jeg love, at der bliver knoklet, justeret og fundet løsninger i et tempo, der nok mest af alt minder om en arbejdshest, der har glemt, hvor bremsen sidder.

Noget af det, jeg glæder mig allermest til nu, er at byde jer velkommen til generalforsamling i de nye lokaler. Det bliver en særlig milepæl, hvor vi både kan samle fællesskabet og markere, hvor langt vi er nået.

Tak fordi I følger med, bakker op og er en del af rejsen — det er jeres opbakning, der gør, at vi bliver ved, også når vi må finde nye veje undervejs